Multihallen er stærkt på vej

Danmarks første multihal af international kaliber – Royal Arena – vil byde på en masse fede oplevelser for kbh’ nerne, men også blive en gevinst for byudviklingen i Ørestad Syd.

 

Langt om længe multi

Dan Hammer, adm. direktør i Danish Venue Enterprise, og indfødt amagerkaner, kommer til at lede driften af den nye Royal Arena.

Kære Dan. Er vi langsomme i dette land, siden vi først får en multihal nu?

”Hvis vi tager udgangspunkt i baggrunden for den kommende Royal Arena, som målepunkt for hvor hurtigt vi ’trykker på aftrækkeren’ – så er det klart, så er vi [danskerne, red.) nok nogle, der tænker sig lige lovligt længe om. Men jeg synes, det er svært at udmelde noget bestemt om det. Det vigtigste er jo, at der sker noget nu!”

Ørestaden: ”et vibrerende område”

Royal Arena kommer til at ligge i Ørestaden. Har du nogen tanker om fremtiden for denne bydel?

”Jeg er opvokset på Amager, som jeg kender som min egen baglomme. Arenaen kommer til at ligge fantastisk, lige op til Amager Fælled. Der er også noget enestående arkitektur herude med Bella Sky, 8tallet, VM-Bjerget – så det er jo en beliggenhed, som på mange måder er attraktiv: Der ligger derudover Fields, Danmarks Radio, Universitetet – så det er et meget vibrerende område i København. Den sidste del af Ørestaden, som har manglet at blive udviklet, er Ørestad Syd, hvor Arenaen skal ligge. Så jeg tror, man vil se en ny bydel skyde op omkring arenaen meget hurtigt. Der vil bo over 200.000 mennesker på Amager inden for 10 år – og man skal jo huske på, at det tidsmæssigt er inden for 7-10 minutter af Christianshavn med metro, og indre by ca. 15 minutter. Det er kæmpestort!”

Men hvorfor …?

København har sukket efter en multiarena i 15 år, nogle siger i 25 år. Og der har i lang tid været en folkelig og en politisk interesse, i øvrigt også for dem, der holder store arrangementer, som hidtil er gået uden om København, som fx koncertarrangører, idrætsforbund o. lign. Så der har været en slumrende, men positiv interesse for at få en arena til København.

Dan fortsætter:

”Jeg plejer at sige, at nok bliver jeg ansvarlig for en flot bygning, men jeg ser mig nu mere som facilitator for 100 mio. af lykkelige øjeblikke. Det handler ikke så meget om bygningen i sig selv, men mere hvad der sker i den af store følelser – og være en del af det. Tænk på alle de fantastiske oplevelser, vi alle sammen kommer til at få i fremtiden. Jeg får helt gåsehud af at tale om det!”

 

Fakta

  • Royal Arena, på 35.000 m², er planlagt til at stå færdig i efteråret 2016, med plads til 15.000 tilskuere.
  • Arenaen skal kunne gå ”multi” – dvs. være vært for et væld af forskellige arrangementer – fx koncerter, shows, uddelinger og – selvfølgelig – en masse sport, som fx VM i ishockey 2018.
  • Royal Arena er tegnet af arkitektfirmaet 3XN, som også stod bag Den Blå Planet samt Bella Sky.
  • Læs mere om projektet på hjemmesiden www.copenhagen-arena.dk