Hotdogs & Champagne

Den nye restaurant Foderbrættet på Vesterbrogade giver dig noget så genialt som gourmet fastfood. base1 var med på en smagsprøve på åbningsdagen.

 

Dørene åbnes

Det nye neonskilt funkler over døren til den nye restaurant Foderbrættet og lyser Vesterbrogade yderligere op på denne lidt kølige fredag aften i marts. Restauranten har været undervejs i snart to måneder med en intensiv renovering af de 300 kvadratmeter gamle banklokaler.

I stedet for en indestængt kontorlugt af computere og banknotaer, kommer der nu én en behagelig brise af mad, drikke, liv og funky bystemning i møde, når man entrerer. I intime dineragtige båse kan man sidde i ro og mag med venner; nyde sin mad/drikke og stadig være behageligt tæt på baren og såmænd også den livlige Vesterbrogade med panorama view via den store glasvæg, der dækker hele facaden ud mod gaden.

På Foderbrættet kan man få en ”totalentreprise”, idet at man kan spise, hygge og feste på ét sted, da der endvidere er en lille intim natklub i kælderlokalerne tilhørende restaurationen. Og alt sammen blot 500 meter fra Hovedbanegården og city. Og foderet? Ja, den står på pølse og brød – dvs. hotdogs. Dog på en helt ny måde…

En tur i køkkenet

Ude i køkkenet er der senere på aftenen så småt faldet ro over tingene. Chefkokken Qasim står midt i en samtale med Foderbrættets ene ejer, Michael Listov-Saabye. Michael har flere restaurationer i København, men inspirationen til Foderbrættet skal findes uden for byen.

Hotdoggen – den amerikanske klassiker der måske mest får én til at tænke på New York, hotdog stands midt i byens hu og hej og amerikansk fodbold – har fået den altdominerende plads på menuen på Foderbrættet. Michael forklarer, at inspirationen kommer fra USA og England, hvor der efterhånden er flere spisesteder, der har forfremmet fast food. Steder som Bubbledogs i London og Wurstküche i Los Angeles er eksempler på steder, som har givet junk food en større overhaling bestående af kvalitetsråvarer, omhyggelig tilberedning og delikat tilbehør. Her med et eksempel a la Foderbrættet.

 

Et stk. hotdog, indeholdende:

Pølse (gris) m. røget spæk, cheddar, krydderier

Russisk salat: æg, friteret gulerod

Briochebrød                                     

Anbefalet drik:

Et glas champagne el. en god øl

 

Som sådan kan man på Foderbrættet bestille en masse interessant tilbehør, som man ikke typisk forbinder med fastfood og hotdogs. Champagne – drikken som Napoleon mente, at man burde drikke ved sejre og skulle drikke ved nederlag – er fx højt anbefalet fra køkkenet. Faktisk har Foderbrættet nærmest gjort et slogan ud af det: ”Hotdogs & Champagne.”

Og når man tænker lidt videre over det, er den friske og boblende drik nok ikke helt dum til den fyldige “dog”. Lidt som yin og yang.

 

Bon appetit, Vesterbro

base1