En bid af historien

Midt på Kultorvet står en Steff Houlberg-pølsevogn. Inden i står Jonathan. Vi mødte op for at få et øjebliksbillede af skinkekutterens situation i København.

 

En truet art

Der er ikke så mange tilbage som før i tiden. Men selvom territoriet invaderes af nye eksotiske arter – som fx gourmet-pølevognen – så kan man stadig finde den klassiske Houlberg’er i KBH.
Jonathan Hansen er blandt dem, der fører arven videre fra Kultorvet. Selvom det har været nogle svære år, hvor man primært har måttet afgive kunder til fastfoodkæder, virker fremtiden stadig lys. I hvert fald for de vogne som har den helt rigtige placering:
”Ude i Nordvestkvarteret eller på Nørrebro bliver det svært. Ellers skal du have en målgruppe, der ved, du ligger lige der. Men på Strøget er der jo rigtig mange mennesker, hver dag, og det er jo bare en brøkdel, der skal besøge vognen her, før det løber rundt.”
Denne brøkdel løber sig op i ca. 200 kunder, som kigger inden om Jonathans vogn pr. dag. Rigeligt til at holde vognens økonomi oven vande.

De unge svigter (undtagen de helt små)

De hyppigste af disse kunder er de ældre. Og mens Jonathan taler videre, kommer der, meget apropos, en ældre mand hen til boden.
”En wiener og fransk hotdog dressing,” udbryder kunden kontant og lige til biddet.
“22 kroner,” svarer Jonathan.
I tro pølsevognstradition fortsætter han samtalen henover “foderbrættet”:
”Jeg tror, man kan se tydelig forskel fra nu og ti år tilbage. Det er jo en helt anden målgruppe, man har. Der kommer ikke så mange unge her. Kulturen er ikke til det.
Typisk har forældre og bedsteforældre dog helt små børn med iflg. Jonathan – hvilket kan give et ekstra håb for at fremtidens generationer fører faklen … eller rettere pølsen videre.

Hvorfor ikke holde sent åbent?

Man burde tro, at pølsevogne kunne hente en del ekstra kunder ud på de sene timer – fx i weekenden. De fleste pølsevogne lukker dog ned om aftenen. Af gode grunde.

”Det kræver for meget arbejde, for der kan jo, desværre, opstå gener. Folk, der ikke opfører sig ordentligt osv.,” siger Jonathan.
Når alle pengene står i pølevognen, og der kun er én enkelt pølsemand til at forsvare dem, kan man jo godt se logikken i det.
På trods af hård konkurrence og ikke altid nemme arbejdsforhold, mener Jonathan dog stadig, at der er en plads til pølsevognene i København.
”Der er selvfølgelig store konkurrenter. Selv 7-Eleven sælger fx hotdogs. De pølsevogne, som ligger herinde i byen, de får det dog til at løbe rundt. For der er mange kunder. Især på Rådhuspladsen og andre centrale steder som her.”

Typisk åbner Jonathans pølsevogn på Kultorvet kl. 10 om formiddagen, topper i salg henover frokosttid og lukker ned igen ved aftentid, ca. kl. 18.